6. april 2009 var den italienske region Abruzzo på alles læber, da et jordskælv på 6.3 på Richterskalaen praktisk talt jævnede det historiske centrum i regionshovedstaden L’Aquila med jorden. I juli kommer L’Aquila igen på dagsordenen, når G8-landene holder topmøde i byen i et forsøg på at afbøde det massive stop i den regionale økonomi, som jordskælvet har forårsaget. Men under normale omstændigheder lever den bjergrige region Abruzzo et meget stille liv, fjernt fra omverdenens interesse.

Når man rejser i Italien, kommer man typisk igennem Alperne eller Dolomitterne, man følger hovedfærdselsårene og man møder kyststrækningerne og kulturbyerne. Der er huse og mennesker alle vegne, og man tænker næppe over, at der ganske tæt ved turistmagneterne findes en bjergkæde, Appeninerne, der byder på et væld af muligheder for naturoplevelser. Bjergkæden strækker sig fra den franske grænse i vest og ned gennem hele landet til Sicilien. Hvis man ser bort fra Italiens ”tåspids” Calabria, er den mellemitalienske region Abruzzo det sted, hvor Appeninerne er ”vildest”. Her finder man tre store nationalparker med de højeste bjerge i bjergkæden og en række andre afgrænsede bjergområder.

Vi lagde ud med at tilbringe et par dage i regionen Marche, der ligger ”med ryggen til” Toscana ud mod Adriaterhavet. Toscana, Umbrien og Marche støder ryggene sammen i Appeninerne, på et stykke, hvor Appeninerne er omkring 1000-1500 meter høje og dækket af tæt skov.

Norcia
Derefter tog vi videre gennem ”Parco Nazionale dei Monti Sibillini”, der ligger i den sydlige del af Marche og strækker sig videre ind i Umbrien til den afsidesbeliggende muromkransede by Norcia. Monti Sibillini er en meget grøn nationalpark, for bjergene er ikke voldsomt høje og trægrænsen ligger omkring de 1700 meter. Norcia er et rigtig godt udgangspunkt, hvis man gerne vil besøge Monti Sibillini. Selvom byen ligger omgivet af bjergene og kun er tilgængelig via mindre landeveje, er der gode hoteller og restauranter her og byen er meget besøgt af italienerne selv, særligt i weekenderne.

Samtidig med at være porten til Monti Sibillini er Norcia nemlig Umbriens spisekammer, og byen har et væld af små butikker, hvor man kan købe pølser, oste, svampe og trøfler. Fra Norcia gik turen videre til ferien hovedmål; Abruzzo.

Lago di Campotosto og Gran Sasso
Vores GPS i bilen er til tider meget kreativ og optimistisk i forhold til hvor den tror, det er godt og smart at køre, så den medtager gerne stejle og grusede småveje i sine ruteforslag. På vejen mod Gran Sasso kom vi derfor igennem et fint bjergområde omkring byen Cittareale, og  fik os eftersfølgende viklet ind i de krogede gader af middelalderbyerne Montereale og Capitignano.

Sidst på dagen fandt vi endelig frem til søen Lago di Campotosto og den lille campingplads Agricampeggio Cardito, som var vores udgangspunkt i nationalparken ”Parco Nazionale del Gran Sasso e Monti della Laga” og blev modtaget af Antonella og Mauro, der var glade for at få gæster. Vi var de eneste på campingpladsen, der ligger på den østlige bred af søen med en uhindret, strålende udsigt til Gran Sasso bjergmassivet.

Lago di Campotosto er en kunstig sø og ligger i 1400 meters højde. Rundt om søen ligger enkelte småbyer, hvor der muligvis under normale omstændigheder er mulighed for overnatning og indkøb, men mens vi var i området, var der meget stille. Vi så kun ganske få mennesker, både turister og lokale. Søen ligger i Parco Nazionale del Gran Sasso, og kan godt fungere som udgangspunkt for ekskursioner videre ud i nationalparken, især hvis man har lyst til at udforske både Gran Sasso og Monti della Laga.

Monte Civitella
Efter at have snakket med Mauro og Antonella om mulige vandreture fra campingpladsen, besluttede vi os for at tage en tur op på Monte Civitella, der også kaldes ”il monte di mezzo” (bjerget i midten), på grund af sin helt enestående placering som den højeste knold (1603 m) på søens vestlige bred, hvorfra man har en uhindret 360 graders udsigt: Gran Sasso massivet i øst, Monti della Laga massivet i nord, Monti Sibillini i nordvest og ud over smukke men mindre markante bjergområder mod syd-sydvest.

Vi var af sted i slutningen af maj, og da er det endnu for tidligt at vandre i selve Gran Sasso bjergmassivet på grund af smeltevand. Men på Summitpost kan man læse mere om nogle af toppene i Gran Sasso. Den højeste top i Gran Sasso massivet er Corno Grande, der med sine 2912 moh er det højeste bjerg i Italien uden for Alperne.

Vi pakkede et par rygsække, fik vandrestøvlerne på og lånte et kort i campingpladsens bar. I mellemtiden havde der indfundet sig en flok på omkring 30 halvvilde heste lige uden for campingpladsen. Mauro fortalte, at de var sat ud i området af deres ejer, der solgte hestekødet videre til restauranter, slagtere og supermarkeder. Hestene går ude hele året rundt. Om sommeren kommer ejeren engang i mellem og kigger til dem og giver dem vitaminer og mineraler – ellers klarer de sig selv. Om vinteren, hvor der altid ligger sne i området fra november til medio april, bliver de fodret med hø og korn og klarer sig med lang vinterpels. Hestene går frit rundt på bjerget – også ude på vejen – præcis som en flok køer eller rener.

Den rute op på Monte Civitella, som vi havde valgt, startede netop der, hvor hesteflokken havde placeret sig, så vi fik lov til at opleve en hingst, der ”hentede” en gruppe hopper, som havde forvildet sig lidt for langt væk, og som han tilsyneladende ikke ville have, vi kom for tæt på. Hestene var ret sky, så vi kunne ikke klappe dem.

Stien var ikke markeret, men dele af den var aftegnet på det vandrekort, som vi havde lånt. Først gik vi op gennem et skovområde, hvor stien var ret tydelig. Vi havde træer på højre hånd og en temmelig brat trægroet skrænt, der fortsatte 2-300 meter ned til venstre for os. Hver gang der var hul i træerne havde vi en diset udsigt mod sydvest over en dal med mange småbyer og unavngivne bakker og bjerge i horisonten.

Allerede da vi havde gået i 15-20 minutter blev vi i tvivl om retningen. Først på grund af dyreveksler, der fik os til at tage fejl, og så fordi vi fik os forvildet ind i det skovområde, hvor bunden var så blød og overdrysset med fyrenåle, at vi ingen sti kunne se. Vi fortsatte i den retning, vi mente var den rigtige, men måtte et 10 minutter have kompasset frem.

Vi endte med at klatre op ad ”bagvejen” – langs med en kløft i et noget uvejsomt terræn. En manchete ville have været handy! Men op kom vi da – til det vi kunne konstatere IKKE var Monte Civitella men sadlen mellem Monte Civitella og Monte Mascioni. Her mødte vi endnu en flok heste, denne gang dobbelt så mange. Heller ikke de var villige til at snakke, men et muldyr var dog meget interesseret i os og blev ved med at kigge efter os. Vi tog frokosten i selskab med hesteflokken, inden vi fortsatte de sidste højdemeter op på toppen.

Toppen af Monte Civitella  er beklædt med langt grønt græs, så det sidste stykke op var nemt i forhold til ”skovturen” forinden. I bunden af sadlen fandt vi en død hest, der var halvt spist af maddiker, ligesom vi fandt flere forskellige skeletdele, både fra heste og får og/eller geder.

På toppen… ja, der var der jo udsigt – og som altid er det svært at beskrive, hvordan en udsigt ser ud. Men 360 grader er altid en oplevelse, også selvom man kun er i 1600 meters højde. Vi blev i hvert fald enige om, at nu må vi ha den kikkert!

Vildsvin og ost
På vej ned stoppede Anders pludselig op og pegede - nede i en dal på vel en halv kilometers afstand, havde han opdaget en vildsvineflok. De øffede rundt i græsset, et par stykker lå ned og et par stykker, der lignede unger, galopperede rundt på bakken. Selvfølgelig kunne vores lile kamera slet ikke fange dem ordentligt, men dog godt nok til, at ingen er i tvivl om, at det var vildsvin, vi så. Vi stod længe og kiggede på dem, prøvede også at komme lidt tættere på, men bevoksning og skrænter forhindrede den ide.

Tilbage på campingpladsen havde vi brugt små fem timer på turen, inklusive en lang frokost/udsigts/kigge på heste- pause. Vi tog et brusebad og belønnede os selv med en køretur til den lille by Amatrice, hvor vi fandt en ostehandler og købte tre lækre lokale oste, som gled ned sammen med rødvinen senere samme aften.

Efter dagene i Parco Nazionale del Gran Sasso satte vi endnu engang kursen sydpå til den lille Parco Nazionale d’Abruzzo, der er Italiens ældste nationalpark og den mindste i Abruzzo.

Efter to dage her videre til Toscana, hvor vi blev en enkelt nat og fik campletten gennemblødt af et rædsomt uvejr. Vi flygtede nordpå langs vestkysten, stoppede i Parma for at proviantere Malvasia og parmesanost og endte ved Gardasøen, hvor vi slappede af og tørrede telt og madrasser.

Turen var i alt på 5500 kilometer.