Vi havde brugt lang tid på at forberede os: indkøbe og supplere udstyr, låne bøger, læse beskrivelser og se billeder på nettet.

Så efter mange overvejelser lagde vi os fast på den meget kendte rute Gjendesheim – Glitterheim – Spiterstulen – Leirvassbu – Gjendebu og med færgen tilbage. Vi forestillede os, at vi kunne gå turen på 4 dage, for på kortet og i rutebeskrivelserne var timeantallet angivet til henholdsvis 7, 5, 5 og 6 timer – og når vi tidligere har vandret fx i Italien, har vi altid været lidt hurtigere end estimeret. Vi blev klogere...

Dag -1: Onsdag den 8. august - Bygdin
Vi begyndte ferien med at tilbringe to dage hos vores venner i Oslo, men satte 8. august kursen mod nord, nærmere bestemt Bygdin, hvor vi ville gå en tur op på en knold, Synshorn (1475 moh), for at ”varme op” og nyde udsigten over Valdresflya og det sydlige Jotunheimen. Fra Bygdin Høyfjellshotel er turen sat til at tage 1½ time, vi nåede op på en time – og netop da vi nåede toppen, blæste det op, og regnen begyndte at fosse ned over os. Så vi måtte krybe i ly bag en kæmpemæssig stenblok og fumle regnslagene på.

Heldigvis holdt det hurtigt op med at regne, så vi kunne nyde en glimrende udsigt. Bygdin og de to knolde Synshorn og Bitihorn kan vel nærmest betegnes som den sydlige port ind i Jotunheimen, så det er en fin starttur, hvis man gerne vil op og se det hele lidt fra oven.

Herfra kørte vi videre nordpå af rute 51, uden at finde et egnet sted langs vejen at slå teltet op, særligt fordi man omkring Gjendesheim ikke bryder sig om, at folk camperer langs vejen, så der er fyldt med NO CAMPING skilte. Vi besluttede os for at køre til Hindseter, hvor Anders før har camperet, og her fandt vi også Hindvangen Fjellcamp, et terræn mellem to elve, hvor man må slå telt op og kan benytte sig af et toilet, bænke, bålplads og om nødvendigt en vandpumpe mod at lægge 30 NOK pr. nat.

Dag 0: Torsdag den 9. august - Hindseter
Vi besluttede os for at skyde vandreturen en enkelt dag og i stedet blive ved Hindseter og fiske og pakke rygsækkene. Ved Hindseter kan man fiske i Sjoa-elven, der er meget smuk og har mange imponerende fald, og da vejret samtidig viste sig fra sin allerbedste side – høj sol og 25 grader – blev det til en rigtig dejlig dag!

Aftenen gik med at pakke. Begge rygsække endte et eller andet sted mellem 25 og 30 kilo... og det er tungt! Så der gik da mange minutter undervejs med at diskutere, hvad vi kunne have sparet.

Dag 1: Fredag den 10. august - Fra Bessheim til Glitterheim
Planen var altså at starte i Gjendesheim, men endte med at starte ved nabohytten Bessheim. Fra Bessheim går en mærket rute op langs elven Bessa mod Bessfjellet, som støder på stien mellem Gjendesheim og Glitterheim, og afstandsmæssigt kom det ud på ét, så vi forlod bilen klokken 11 og begav os opad.

Stien fra Bessheim til Bessvatnet er god, her er få sten, og det går opad, men det er ikke stejlt. Ja, indrømmet, vi har ikke trænet med fuld oppakning inden turen – og det var dumt! For så ville vi trods alt have haft en ide om, hvad der ventede os. Men det er jo altid nemt at være bagklog.

Vi nåede op til søen Bessvatnet, og her forsvinder så forbindelsen til civilisationen. Man tager nogle enkelte skridt, og på én gang forsvinder vejen, hytterne og elmasterne. Så er der bare natur tilbage.

Frokosten blev indtaget i solskin ved Russvasbu – samtidig med 10-15 andre vandrere – omkring kl. 14.30. Dog holdt vi kun cirka en halv times pause, inden vi zippede bukserne af til shorts, og fortsatte langs Russvatnet i solskinnet, stadig ad en god sti.

Vi havde besluttet at tage stien, der går op i passet mellem Austre og Vestre Hestlægerhøe, da den skulle være mindre krævende end Tjønnholet. Her går man et par kilometer med en flot udsigt over Russvatnet langs med Austre Hestlægerhøe, og stien begynder lige så stille at blive mere og mere stenet. Det gjaldt desuden om være opmærksom på ruten, for en stor familie af fjeldsmarte får havde anlagt snydestier overalt i terrænet.

Strækningen mellem Tjønnholåe og passet tog os ca. 3 timer inklusive et par gode pauser for at puste ud og nyde udsigten. Så klokken 20 kunne vi forsigtigt kravle hen over en snedrive, der lå i passet. Her befandt vi os nærmest i blokmark, og det fortsatte de næste par timer, så det lykkedes os først kl. 21. 30 at finde en lejrplads, ca. 2.5 km fra Glitterheim. Da var solen så småt gået ned bag Glittertind.

Dag 2: Lørdag den 11. august - Fra Glitterheim til Spiterstulen
Det er utroligt, så godt man kan restituere på 125 gram ris, 40 gram tørret oksekød/peberfrugt/champignon, en liter vand, et par stykker chokolade, 8 timers søvn og 200 gram müsligrød, en kop kaffe, en vitaminpille og en slurk Fernet Branca, som Anders fremtryllede, eller var det måske den efterfølgende morgens strålende solskin og en dukkert i Hestbekken, der gjorde udfaldet?

Det gik fint nedad fra lejrpladsen til Glitterheim, som vi nåede kl. 12. Her tjekkede vi vejret – det skulle blive regn – og talte med et par nordmænd, som var ved at gøre sig klar til turen op på Glittertind. 12.30 forlod vi Glitterheim og begav os af sted gennem Veodalen med Ryggjehøe på vores højre hånd. Stien var fin, lige indtil vi begyndte at nærme os Veslegluben, passet mellem Ryggjehøe og Veopallan/Veobreen. Dels begyndte det at blive skyet rundt om os, dels blev stenene flere og flere, dels ligner Veslegluben noget, der kunne lægge terræn til Ringenes Herre - uigennemtrængeligt, goldt og fjendtligt.

Men sørme om ikke stien op til passet var veltrampet og dermed overraskende nem at forcere. Vi var ikke i vanskeligheder og måtte heller ikke holde pustepause en eneste gang. Til gengæld satte vi tre andre grupper – med mindre rygsække – så det gav jo ekstra kræfter at være tête de la course!

Men den genvundne optimisme fortog sig dog hurtigt, da vi nåede til det punkt, hvor vi kunne overskue hele passet. Der ventede os nemlig blokmark så langt øjet rakte! Noget af blokmarken foregik over sne, hvilket gjorde udfordringen mindre, men den næste 1½ time blev en balancegang på sortgrå sten mellem døde søer med en stor, sort sky hængende over hovedet. Heldigvis holdt skyen tæt, og vi nåede igennem passet kl. 16.30, hvor vi stoppede for at spise frokost på en tilfældig kampesten med udsigt over det trøstesløse plateau, Skautflya, der foldede sig ud 4-5 kilometer foran os – lige så langt som vi kunne se (troede vi – det skulle vise sig at være en god del længere, end vi kunne se).

Her blev vi overhalet af en midaldrende tysk eks-officer (at dømme efter klunset) og hans kone. Vi brugte efterfølgende parret som tidsmålere – det sted i horisonten, hvor de på et givent tidspunkt befandt sig, måtte vi have ca. en halv times gang ned til.

Kl. 18.15 passerede vi elven Skauta, og kunne igen hilse på officeren og konen, der havde slået lejr på et gunstigt spot mellem kampestenene.

Samtidig skete heldigvis det, at solen brød frem fra vest, mens en fin dis steg op fra Visdalen og kombinationen badede os og landskabet i det mest fantastiske lys, som det desværre ikke er lykkedes kameraet at indfange. Vi slog lejr ved elven Visa, en lille kilometer øst for Spiterstulen, kl. 20.45.

Dag 3: Søndag den 12. august - Fra Spiterstulen til Leirvassbu
Dagens rute fra Spiterstulen til Leirvassbu skulle efter sigende være en af de mest populære i Jotunheimen, fordi den er forholdsvis nem, og der er mange oplevelser på vejen. Stien er tilmed beskrevet som ”snill”. Så efter den obligatoriske aftensmad, nattesøvn, morgenmad og et forfriskende dyp i Visa-elven, fik vi rygsækkene på og kom af sted. Vi nåede hurtigt til Spiterstulen, hvor vi stivede os af med en cola, inden det gik op gennem Visdalen. Vi havde taget os god tid til at pakke tingene sammen og få teltet tørret ordentligt, så vi kom først af sted fra Spiterstulen kl. 12.45.

For en gangs skyld har nordmændene ret, når de siger, at turen gennem Visdalen er ”lett” og ”snill”. Stien er ganske absolut glimrende, og det går jævnt og roligt opad. Der er gode broer over de største elve, og med udsigt til Svelnossbreen, Bukkeholsbreen, Visbreen, Store Urdadalstinden, Tverbytthornet og Kyrkja, blot for at nævne et par seværdigheder, er strækningen virkelig en stor oplevelse. Tilmed havde vi strålende solskin gennem 2/3 af dalen, så vi var meget begejstrerede, da vi ved 17-tiden nåede ”toppen” af dalen og skulle krydse Visa, inden det gik stejlt op mod Kyrkjegluben.

Der viste sig at være lige lovlig meget vand i elven. Vi traskede lidt frem og tilbage, stod stille og diskuterede situationen, og traskede igen lidt frem og tilbage. En halv time gik der, inden vi besluttede os for at vade over tæt ved rutemarkeringerne, da elven trods alt var mindst vild der.

Stigningen mod Kyrkjegluben var ganske nem, og anstrengelserne blev belønnet med en forrygende udsigt over hele Visdalen. Kyrkjegluben selv viste sig at være... tadaaaa... blokmark. Så for 3. dag i træk befandt vi os midt i en kæmpemæssig stenbunke, der skulle forceres, inden der kunne slås lejr.

Vi nærmede os Leirvassbu, klokken nærmede sig 20, og i horisonten nærmede sig et uvejr i rasende fart. Efter en hurtig rådslagning gik Anders ind på Leirvassbu for at undersøge priserne. Inden han nåede at komme ud igen, bragede uvejret løs i dalen, og da trætheden efterhånden var overvældende, og himmel og jord stod i ét, besluttede vi at indlogerede os i eget værelse med bad og helpension til den nette sum af 1700 kroner for det hele!

Men det var ganske enkelt vidunderligt at sidde i restauranten og kigge ud på uvejret med en fadøl ved den ene hånd og broccolisuppe, entrecot og frugtsalat ved den anden.

Dag 4: Mandag den 13. august - Fra Leirvassbu til Gjendebu
Det regnede vist det meste af natten, men mens vi sad ved morgenbordet fortrak skyerne, og solen tittede frem over Leirvatnet.

Det var en let tur op på Høgvaglen, dagens højeste punkt i 1520 meters højde. Vi var blevet lovet, at turen gennem blokmarken ned til Langvatnet ville være let, fordi stenene var så tilstampede, at det nærmest ville føles som en sti. Og ja, det var faktisk en overraskende nem strækning på trods af de enorme klippestykker, der lå væltet hulter til bulter. Ca. en kilometer inden Langvatnet fik vi turens eneste dårlige vejr, og vi måtte have regnslagene frem i en times tid. Bortset fra uvejret aftenen forinden, hvor vi ”snød” og søgte i tørvejr, fik vi altså på de sammenlagt 7 dage i Jotunheimen kun to sølle byger, der krævede regnslaget frem. Det er vi meget taknemmelige for, hvis der ellers er en vejrgud derude, der læser dette!

Da vi nåede til Langvatnet, kunne vi tage regnslagene af igen og midtvejs langs den lange sø holdt vi frokost i strålende solskin, sammen med en yderst interesseret lemming, hvis hus vi vist nok sad ovenpå.

Vi slog lejr for aftenen klokken 20 ved siden af den brølende elv, Storå.

Dag 5: Tirsdag den 13. august - Fra Gjendebu til Bessheim
Vi stod tidligt op , pakkede sammen og gik de 45 minutter ned Gjendebu for at nå morgenfærgen til Gjendesheim kl. 8.35. Det var en herlig morgen, så vi nød den spejlblanke sø med en kop kaffe, som vi havde sprunget over tidligere på morgenen for at være sikre på at nå færgen.

I Bessheim fandt vi vores bil i god behold og brugte en times tid på at ”pakke ud og om” og købte os et brusebad i hytten. Dejligt at få rent tøj på!

Fra Bessheim stak vi næsen mod nord, for ferien var heldigvis ikke slut – der var lige en uge mere tilbage, med Geiranger, Trollstiegen, Atlanterhavsvejen, Trondheim og fisketur i Femundsmarka.

Vel tilbage i Danmark spørger vi os selv, hvorfor vi valgte at vandre 75 kilometer på 4 dage i ujævnt terræn med alt for mange kilo på ryggen. Tja... Det handler nok om, at når vi sætter os et mål, så gør vi, hvad vi kan for at nå det...